JULEFERIE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Endelig! Jeg tror aldrig at en juleferie har været så tiltrængt som nu. Og selvom at der er den der NV-rapport til lige efter jul, så er det aligevel værd at nyde at man kan sove længe om morgenen og tage det stille og roligt hele dagen. Og bare stresse en lille smule. Eller, i hvert fald mindre end man plejer. Sådan.

12-taller, solskin og åndede skyer

Den tolvte i tolvte osv.

I dag sad en masse AT-arbejdende 1.x'ede katte, og stirrede på sine computerskærme på et vist tidspunkt i dag. Et tidspunkt som ikke kommer et lignende af i 87 år - rent faktisk en dag hvor jeg fylder 104 år, som en ekstra bonusoplysning. Men i hvert fald så var det et tidspunkt som der blev lagt mærke til.

 

 

 

 

Og en smuk dag er det. En sådan dag hvor man går med solbeskinnede måger foroven og ryket vand, kun afbrudt af glatte flader is, forneden, og ånder store flygtige skyer.

Og senesre ser himlen rødme i kanten.

Polarekspeditionsoverlevelse

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, så vil jeg kort fortælle at det sner, og at der er sne overalt. Det er nu nået til det stadie, hvor de er vejkanten dannes meget høje bunker af væk-skovlet sne.

Derfor var det selvfølgelig oplagt at gøre lidt mere ud af tilbage-turen fra min mormor og morfar. Min lillesøster og jeg havde samlet data ude på isen. Vi hørte over vores lille radio, at en kæmpe storm var på vej, og måtte derfor komme hjem til forskningsstationen på Svalbard, før vi blev fanget af stormen. Det galt liv eller død, og vi måtte selvfølgelig også fragte vore spændende resultater (en avis og en tegning) hele vejen tilbage. Og det var med nød og næppe at vi nåede det! Efter at have kravlet, rullet og gået (med sne op til over knæene) gennem sne masserne, krydret med rørene og motiverende replikker, samt en enkel sang (højt fra træets grønne top), nåede vi enlig tilbage til forskningstatioen - lige før at det var for sent.

Suk...

De øjeblikke hvor man har gjort noget mystisk, så halvdelen af ens matematikaflevering er forsvundet, og ens forældre svarer "nu igen", når man fortæller dem om sin krisesituation. For noget lignede skete med den halvfærdige kemirapport, en anden matematik aflevering, en samfundsfagsprøve (der heldigvis blev fundet bag efter) og muligvis flere - det har jeg ærligt talt ikke styr på...!

Og så sidder man så der, og prøver at tage sig sammen til at gå i gang med den igen, men har ikke rigtigt ork, fordi at man hader at lave det samme om igen, og fordi at man inderst inde nærrer et spinkelt håb om at det hele vil dukke op igen på en eller anden måde.

Og hvad gør man så? - jo, man skriver om det på sin forsømte blog, og kalder indlæget for "suk", fordi at det er lige netop den følelse man har på det givne tidspunkt.

Suk...