JULEFERIE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Endelig! Jeg tror aldrig at en juleferie har været så tiltrængt som nu. Og selvom at der er den der NV-rapport til lige efter jul, så er det aligevel værd at nyde at man kan sove længe om morgenen og tage det stille og roligt hele dagen. Og bare stresse en lille smule. Eller, i hvert fald mindre end man plejer. Sådan.

12-taller, solskin og åndede skyer

Den tolvte i tolvte osv.

I dag sad en masse AT-arbejdende 1.x'ede katte, og stirrede på sine computerskærme på et vist tidspunkt i dag. Et tidspunkt som ikke kommer et lignende af i 87 år - rent faktisk en dag hvor jeg fylder 104 år, som en ekstra bonusoplysning. Men i hvert fald så var det et tidspunkt som der blev lagt mærke til.

 

 

 

 

Og en smuk dag er det. En sådan dag hvor man går med solbeskinnede måger foroven og ryket vand, kun afbrudt af glatte flader is, forneden, og ånder store flygtige skyer.

Og senesre ser himlen rødme i kanten.

Polarekspeditionsoverlevelse

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, så vil jeg kort fortælle at det sner, og at der er sne overalt. Det er nu nået til det stadie, hvor de er vejkanten dannes meget høje bunker af væk-skovlet sne.

Derfor var det selvfølgelig oplagt at gøre lidt mere ud af tilbage-turen fra min mormor og morfar. Min lillesøster og jeg havde samlet data ude på isen. Vi hørte over vores lille radio, at en kæmpe storm var på vej, og måtte derfor komme hjem til forskningsstationen på Svalbard, før vi blev fanget af stormen. Det galt liv eller død, og vi måtte selvfølgelig også fragte vore spændende resultater (en avis og en tegning) hele vejen tilbage. Og det var med nød og næppe at vi nåede det! Efter at have kravlet, rullet og gået (med sne op til over knæene) gennem sne masserne, krydret med rørene og motiverende replikker, samt en enkel sang (højt fra træets grønne top), nåede vi enlig tilbage til forskningstatioen - lige før at det var for sent.

Suk...

De øjeblikke hvor man har gjort noget mystisk, så halvdelen af ens matematikaflevering er forsvundet, og ens forældre svarer "nu igen", når man fortæller dem om sin krisesituation. For noget lignede skete med den halvfærdige kemirapport, en anden matematik aflevering, en samfundsfagsprøve (der heldigvis blev fundet bag efter) og muligvis flere - det har jeg ærligt talt ikke styr på...!

Og så sidder man så der, og prøver at tage sig sammen til at gå i gang med den igen, men har ikke rigtigt ork, fordi at man hader at lave det samme om igen, og fordi at man inderst inde nærrer et spinkelt håb om at det hele vil dukke op igen på en eller anden måde.

Og hvad gør man så? - jo, man skriver om det på sin forsømte blog, og kalder indlæget for "suk", fordi at det er lige netop den følelse man har på det givne tidspunkt.

Suk...

Julens ankomst på Nørresundby torv

I september (for oceaner af tid siden) skrev jeg et indlæg, som bl.a. indeholdt efterårets ankomst på Nørresundby torv. Nu vil jeg lave noget tilsvarende bare i juleversionen. Der ser nemlig helt jule-agtigt ud, og juletræet står bare og venter på at blive tændt. Det første der slog mig, da jeg stod der var, at det virkelig er oceaner af tid siden jeg stod på torvet og fotograferede visne blade. Det er helt vildt som tiden er fløjet af sted siden da, og at der allerede er gået næsten et halvt år siden jeg startede på gymnasiet i august. Et halvt år ud af tre - en hel sjettedel. Og jeg er knapt nok gået i gang. Det kan faktisk godt virke en smule stressende, når man sådan kommer til at tænke på det. Og lidt sørgeligt at det hele forsvinder før man egentlig opdager at det har været der...

Men i hvert fald så skulle dette virke som noget, der kan få julehumøret i vejret. Det står nemmelig heller ikke så godt til med det lige for tiden, hvilket nok hænger sammen med, at jeg knapt kan fatte at det er december lige om lidt.

Nørresundby torv er nemlig pyntet med lyskæder i træerne, som lyser op i det tidlige mærke, og hvert et butiksvindue er dekreret med nisser, julekugler, lyse osv..

Og det skader jo heller ikke at det har sneet næsten hele dagen i dag...

Daylight's gone and we wanna go home

Da jeg skulle til at cykle hjem lidt over fire, efter at vi havde fået fri, kom jeg i tanke om denne sang, der passede så glimrende til lejligheden. Katrine, som jeg fulget et stykke med, synes at at den var helt perfekt. I hvert fald lige det stykke, som over skriften udgør. Godt nok synger de vist "come" og ikke "gone", men hva' fanden...
Sagen, "Banna Boat Song", får I her:

Varmluftballoner

I dag havde vi en fysiktime af den slags, som gør mig helt sikker på at jeg skal have fysik på A niveau.

Vi gav de balloner i havde lavet i den forrige befriende øvelses-time det sidste touch, og testede om vi kunne få dem til at flyve. Sidste gang ødelagde mig og mit team to balloner ved uheldig brug af en slags hårtørrer til fysik brug, som vi skulle "lime" de tynde plastikposer sammen med. Jeg fik også ved denne lejlighed brædt et dejligt lille hul i mit penalhus, for at det ikke skal være løgn.

Men det var denne time der skulle skrives om.

Vores ballon var skyld i to ud af de fire ild-uheld der skete - men dog også de to mindst alvorlige. Her faldt bare lidt brændende vat ned på gulvet, og det blev lynhurtigt trampet ud af henholdsvis mig og Annikas skosåler.

Og vores ballon kom op at flyve, selv med op til flere papirklips på, og ja, det var en ren fryd! Jeg havde tænkt mig at lægge en video ud der viser det flyvende vidunder, og også et par billeder af opsættelsen, men det er de andre i gruppen der er i besiddelse af dem ind til videre, sååååå.....

Men for nogle af de andre gik det mere galt. En gruppe havde stilt sin ballon på kurven, med sprit og vat og ild og det hele, for at se om den ville lette, når luften i ballonen var ordentligt opvarmet. Den lettede ikke, og snart smeltede hele ballonen - den ligsom bare krympede sammen (en scene der mindede forfærdeligt meget om episoden med ballon nr. 2 fra sidste uge), og hele mulleviten blev til en brændende bunke, som de så fik skubbet ned på gulvet. Her prøvede modige Vihn at stampe flammerne ud, hvilket resulterede i en lettere brænd i hans converse. Tilsidst havde min lærer åndsnærvær nok til at stikke dem en fejebakke, så de kunne få det samlet op, med det efterlod dog et pænt brændmærke i gulvet.

Den fjerde ulykke med ild var, da en ballon i den grad lettede, og fes op  i taget, fordi at hende der først holdt i den ikke greb den i tide. Hun hoppede selvfølgelig op og greb den, hvilket resulterede i at brændslet faldt på gulvet - det har ikke været den fedeste dag for gulvet, i hvert fald ikke hvis det ikke synes at et par brændmærker virker coolt.

Men vi fik grinet, og forberedt os på, at næste gang gå i gang med at regne på hvordan det hele kan passe ind i den teori vi i forvejen har udledt, omkring tyngekraft, opdrift og hvad der hører med til det...

Jeg regner med at forsiden til den næste rapport vil indeholde dette billede... 

Tillykke Amalie!!!!!!!!!

Her er en sidste gave til fødselsdagsbarnet.
Et særligt tak til bl.a. Johanna for strålende filmning, Victor for gavmildt lån af værktøj og til mor for jordforbindelse og tidsfornemmelse.
Vær så god!

Hund

Dette indlæg kommer hovedsaglig til at handle om min hund - bare så I er forberedte...!

Min huns pels var, hvis man ser sig lidt tilbage én stor uldklump. Det sjove var at det øverste var helt pænt, men det neden under føltes som noget der var blevet filtet. Men min elskede mormor forbarmede sig over dyret, og tog det til hundefrisør (...), for at der kunne blive sat lidt skik på det. Det eneste, går jeg ud fra, som den stakkel hundefrisør kunne gøre, var, at give det arme kræ et meget karseklippet look, dog kunne hun rede hovedet og det meste af benene, med en nogenlunde længde, men kroppens pels er blevet så kort, at dyret på afstand ser helt skaldet ud... Det værste er dog, at vovsen, der i forvejen ikke ligefrem er nogen polarhund, er blevet så korthåret at det er umuligt for den at holde varmen. Det resulterede i at vi var nødt til at købe en af de der åndsvage hunde-jakker til den. Som min mormor påpegede, så er der mange hunder der får halsbetændelse når det bliver vinter og koldt. Og ja, jeg vi da selvfølgelig hellere have en hund i jakke, end en syg hund, men man føler sig alligevel noget til grin, når man går med sin lille jakkeklædte fimse-hund med en noget eksperimentel klipning...

Da jeg ikke vil belemre jer med et billede af min elskede lille vov-hund, så får i lige min aktuelle skrivebordsbagrund, som livs-krydderi for jeres øjne.

Billedet her har jeg taget i en lift, da jeg var i Nordsverige sidste sommer.

 

November-eventyr

Eventyr og eventyr, men iklædt min gamle Obama-T-shirt var jeg i hvert fald (jeg har den ikke på så voldsomt ofte, men når der er valg, og en  man kunne finde på at hænge op ude på lokummet, kan risikere at vinde, så sker det). Det foregik skam også i noget gråt og regnende november-vejr.
Jeg havde et "ærinde" - jeg vil ikke komme nærmere ind på det, da visse sarte forældre ører (eller rettere sagt øjne) kunne finde på at indtaste www.frugthave.blogspot.dk på deres vidunderlige computer i denne hemmelighedsfulde tid). I hvert fald var jeg cyklet ned af en vej, som jeg ikke var helt 100 på at jeg måtte cykle ned af. Men, tænkte jeg, da der ikke var noget skilt der fortalte mig det modsatte, så kunne ingen i hvert fald bebrejde mig for at have cyklet ned af den. Det gik også helt fint, men da jeg skulle tilbage samme vej, så jeg et stort skilt, der temmelig tydeligt signalerede at hverken gående eller cyklende individer måtte fortsætte denne vej.
Nå. Men tilbage igen med mig, og videre den modsatte vej. Her lå (eller ligger går jeg ud fra) nogle beboelses huse, og jeg tænkte at man da ikke kunne forbyde disse mennesker at cykle fra deres hjem, og at det derfor måtte være muligt på en nogenlunde fornuftig måde at komme ud af dette område på en sådan anordning. Og det var det. Da jeg fortsatte svingede vejen til højre langs fjorden, og det var bare at fortsætte. På vejen kom der en lille sidevej, og jeg overvejede om det var bedst at fortsætte op her. Ved denne nærmere eftertanke så var der faktisk et "dead-end" skilt. Men på det tidspunkt jeg tænkte ikke over nogle blinde veje, for jeg havde fået eventyr-blod på tanden, og fortsatte ud af noget cykelsti lignede noget, ved det det jeg regnede ud var den lille bådhavn. Her foreslog min mor engang at vi skulle gå ned på min fødselsdag (ja, nærmest alt er lukket på min fødselsdag).
Ret hurtig kom jeg til en bro af en art, der gik over nedfarten til tunnelen. Det var sådan helt nervepirrende at stå der, når tunge lastbiler og andet drønede forbi lige under en. Men jeg fortsatte færden ud af stien, der kom ind mellem nogle træer med konstant dalende blade. Det var lidt ligsom når man om foråret står ved et af de der træer, hvor det ligner at der sner med hvid-lyserøde blomsterblade - bare efterårsversionen.
Denne sti fortsatte ud forbi bl.a. den plads, hvor der ligger en masse store cementrør på rad og række, bare bagsiden af hvor man plejer at se dem fra. Her efter gik turen gennem endnu et beboelsesområde, og ned under den store vej. Og mens jeg overvejede det faktum at jeg både var cyklet over og under den samme vej, kom jeg igen ud på velkendt land.
Og min fortælling slutter mens jeg cyklede op ad en sådan velkendt vej, konstaterende at den kineser-buffet jeg havde snakket om tidligere i dag og et stort glas vand ville gøre underværker, samt at mine ben var totalt røde og kolde, under mine regnvåde sorte strømpebukser - et rigtigt november-scenario.

 

(Mit kamera var ikke så effektivt til at fange dalende blade, så det overlader jeg til din fantasi)

Cementrørnes bagside

Et skilt der passer mig noget mere end dets modstykke - i hvert fald lige i det her tilfælde...

 

Over-gaffatapet, overskud og andre overvejelser

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg skrev nogle begavede ord herinde sidst, men det er der altså ikke noget at køre ved. Overskud er en mangelvare, og den må disponeres rigtigt. F.eks. blev der overskud nok i morges til at gå i skole, hvilket der gerne må være overskud til flere gange. Min plan er at lige så stille vænne mig til at kunne gå i skole de fleste morgner, når jeg ikke kan cykle mere pga. alt den sne der sikkert kommer i år. Det glæder jeg mig faktisk til.
Men med hensyn til at cykle i skole, så blev det i går gjort med et ekstra twist. Da min egen cykel ikke har det så godt i øjeblikket, bruger jeg min mors/ min fars, hvilken jeg så kom til at ødelægge en lille smule. Eller, det var ikke mig der gjorde at den væltede, men alligevel. Derfor var mig og far ude og fikse den med noget gaffatape, og da far spurgte mig om det egentlig var pinligt, eller en smule sejt, svarede jeg, synes jeg selv, ret godt; "Det er en hårfin grænse".
Egentlig har jeg altid, eller i hvert fald længe, syntes at gaffatape er noget opreklameret stads. Efter et par kvikke bemærkninger i diverse tegnefilm m.v., blev det pludselig til den sjoveste "sandhed" at hvad der ikke kan laves med gaffatape, kan slet ikke laves. Lige sådan en ting som sådan en som mig tager afstand fra. Men nu må jeg godt nok erkende, at jeg faktisk cyklede i skole med gaffatape på skærmene.
Det er faktisk meget sjovt med mig når man tænker nærmere over det. Et eksempel kan være at jeg altid både er ældst og yngst. I familiens skød har jeg altid været den ældste (af min generation altså). Men både i folkeskolen og nu er jeg klart den yngste i klassen (nu mere end dengang). Ikke fordi at det gør nogen synderlig forskel, men kan dog argumentere for at det bare vidner om at jeg kan følge med på et mindst lige så højt intellektuelt nievu som ældre folk ed mig, Men det er nu aligevel pudsigt, selvom at det giver fuldt logisk mening. Men det skulle ikke undre mig hvis jeg var den yngste kat på hele etablissementet.
Det egentlige og vigtige problem er snaree alle de valg man er nødt til at træffe, eller snarere alle de valg man ikke alle kan træffe. Så var det altså nemmere i folkeskolens sorgløse tid - okay, måske ikke helt sorgløse, men trods alt enkle tid.
Og så er det blevet november - den sidste efterårsmåned. Faktsisk så lavede jeg matematikaflevering ind i november - en ret fin detalje. Hold op hvor er det gået hurtigt!
Tre usammenhængende sætninger som nu bliver til fire. Det blev efterhånden til en del ord.

Efterårsferie.

Der er sket det at jeg var så glad for at det var efterårsferie. jeg tror, helt ærligt, at jeg aldrig i mit liv har glædet mig så meget til en efterårsferie, som jeg har gjort i den sidste tid. Og hvor er det bare fantastisk at den lige er begyndt.

Men så, da jeg rigtig skal nyde en lørdag med ferie foran, sætter jeg mig til at læse - hvilket er at nyde en lørdag med ferie foran. Men da bogen jeg læser er så sørgelig (og god) i øjeblikket, er det lidt svært for mig at, som ellers planlagt, skrive om den så længe ventede efterårsferies start. Derfor må i undskylde at det bliver lidt kort, og måske endda lidt objektivt.

Jeg vil tage udgangspunkt i hvordan efterårsferien indtil videre er blevet fejret:

Den næstsidste skoledag, befandt sig på ARoS (med lille o?), hvor en masse billedkunst folk var nede. Det var såmænd meget spændende, bl.a. så vi Edward Much udstillingen, hvor man kun måtte være inde i en halv time - ikke helt nok efter min mening. Jeg synes dog (med hensyn til resten af museet), at sådan noget moderne kunst, er generelt lidt for deprimerende. Eller, det er selvfølgelig meget flot, men rigtig meget af det, er sådan noget nærmest frastødende noget. Selvfølgelig skal det jo ikke være "pænt" det hele, men lidt mere kunne af det, kunne da godt få en til at føle sig godt tilpas. Det undrer mig hvorfor, at det ikke er med kunst som med musik, at der er lidt for en hver smag.

Den sidste skoledag, var vi alle klædt festligt på, vi holdt nemlig den årlige internationale suit-up-day - som faktisk er i dag.

Ellers er begyndelsen af efterårsferien blevet fejret med fredagscafé (live musik i kantinen m.m.), ren afslapning, ikke at have været inde på lectio i over et døgn!, fire afsnit af matador på lidt for sene tidspunkter, rengøring af hele huset... ja..., en kold og regnende efterårsdag og selvfølgelig tid til sjælens følgesven - bogen.

Lørdag den 6. oktober

Jeg er bare så glad.

En liste over ting der gør mig glad lørdag den 6. oktober

at det er lørdag

at være oppe hele natten, grinende og teaterspillende

at smile til andre mennesker og grine lidt af det hele

at det snart er efterårsferie

at gå til forelæsning med kendte fysikere på folkeuniversitetet

at faktisk føle at man får noget ud af det

at være ligeglad med hvad visse andre gamle bekendtskaber synes

at gå ud af audiotorum T sammen med Emma, og føle mig helt lige

At gå i solskin, raslende blade og kold blæst

at kigge på min skygge

at spise falafel-sandwich til frokost

at være mig

 

Døgnbrænderlys ses i alle vinduerne på Sankt Jørgens Gade

 

Den tredje (eller fjerde?) årstid

Halloo!
Her går alt godt. Super.
Det er virkelig blevet rigtigt efterår nu, hvor vi også er nået ind i oktober.
Som jeg forklarede min søster; september, er efterår med lidt sommer i, november er efterår med lidt vinter i og oktober er rendyrket efterår.
Vi gik og snakkede om at vi glædede os til jul, da hun har genoptaget sin gamle yndligsaktivitet: at se julekalenderene med Pyrus. Så vi var kommet helt i julestemning, efter at have danset til sange som "det er jul og der er dejligt", "men har man venner", "det er julen der lyser, spreder varme når alting det fryser" og andre poetiske vidundere.
Aalbotg Katedralskole er hurtigt blevet min, og vi er selvfølgelig bedre end samtlige andre institutioner, diverse handelsgymnasier og tekniske skoler osv. indkluderet. Sådan er det bare. Men er også ved rigtigt og få venner, og også kende lærerne godt.
Hvis i vil vide noget om det faglige, kan jeg fælde en kort bemærkning om at min tysklære har skrevet til mig om en fremlæggelse at jeg havde en god udtale af "Kirchen". Dette stammer nok fra et fantastisk projekt jeg engang lavede med Amanda om "die Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche".
Billederne er er fra min have i dag, og omhandler mest min lillesøster, en sandkasse, en hund og et lille stykke af en vissen ærteplante, der holdes op mod en himmel, af fingrer med beskidte negle (grundet sandkassen) og afskallet neglelak (grundet manglende intiativ til neglelakfjerner).
Og fra en anden dag; et lille rødt blad på regnvåde fliser.

At trampe Lundbykrat tynd, og observere efterårets ankmost

Halloooo!
Det er efterhånden blevet til i søndags, men det er dog heller ikke så forfærdeligt lang tid, når man tænker nærmere over det...
Jeg og den hjemvendte Amalie tog på udflugt til Lyndbykrat, spiste mad og vandrede rundt. Du kan også se om det på Amalies Blog, ja nogle er bare mere effektive end andre...
Nå men jeg vil lade alle billederne tale for sig selv. Også fordi at jeg ikke har oceaner af tid til min rådighed.
Dem er der tilgengæld nok af.
Der kommer også et par billeder af efterårets intog på Nørresundby torv.

den hjemvendte.

 

 den tilbageblevne

 



den malende proffesor

 



skarnbassen

 

En Katedral af trær.

 

 

 

opbrindelse: min vindueskarm

Ankomsten på Torvet

  Nu med fødder. - hvorfor? hmmm... som et slags størrelsesforhold. Bemærk: mine fødder er større end gennemsnitet.