Der er sket det at jeg var så glad for at det var efterårsferie. jeg tror, helt ærligt, at jeg aldrig i mit liv har glædet mig så meget til en efterårsferie, som jeg har gjort i den sidste tid. Og hvor er det bare fantastisk at den lige er begyndt.
Men så, da jeg rigtig skal nyde en lørdag med ferie foran, sætter jeg mig til at læse - hvilket er at nyde en lørdag med ferie foran. Men da bogen jeg læser er så sørgelig (og god) i øjeblikket, er det lidt svært for mig at, som ellers planlagt, skrive om den så længe ventede efterårsferies start. Derfor må i undskylde at det bliver lidt kort, og måske endda lidt objektivt.
Jeg vil tage udgangspunkt i hvordan efterårsferien indtil videre er blevet fejret:
Den næstsidste skoledag, befandt sig på ARoS (med lille o?), hvor en masse billedkunst folk var nede. Det var såmænd meget spændende, bl.a. så vi Edward Much udstillingen, hvor man kun måtte være inde i en halv time - ikke helt nok efter min mening. Jeg synes dog (med hensyn til resten af museet), at sådan noget moderne kunst, er generelt lidt for deprimerende. Eller, det er selvfølgelig meget flot, men rigtig meget af det, er sådan noget nærmest frastødende noget. Selvfølgelig skal det jo ikke være "pænt" det hele, men lidt mere kunne af det, kunne da godt få en til at føle sig godt tilpas. Det undrer mig hvorfor, at det ikke er med kunst som med musik, at der er lidt for en hver smag.
Den sidste skoledag, var vi alle klædt festligt på, vi holdt nemlig den årlige internationale suit-up-day - som faktisk er i dag.
Ellers er begyndelsen af efterårsferien blevet fejret med fredagscafé (live musik i kantinen m.m.), ren afslapning, ikke at have været inde på lectio i over et døgn!, fire afsnit af matador på lidt for sene tidspunkter, rengøring af hele huset... ja..., en kold og regnende efterårsdag og selvfølgelig tid til sjælens følgesven - bogen.
