Eventyr og eventyr, men iklædt min gamle Obama-T-shirt var jeg i hvert fald (jeg har den ikke på så voldsomt ofte, men når der er valg, og en man kunne finde på at hænge op ude på lokummet, kan risikere at vinde, så sker det). Det foregik skam også i noget gråt og regnende november-vejr.
Jeg havde et "ærinde" - jeg vil ikke komme nærmere ind på det, da visse sarte forældre ører (eller rettere sagt øjne) kunne finde på at indtaste www.frugthave.blogspot.dk på deres vidunderlige computer i denne hemmelighedsfulde tid). I hvert fald var jeg cyklet ned af en vej, som jeg ikke var helt 100 på at jeg måtte cykle ned af. Men, tænkte jeg, da der ikke var noget skilt der fortalte mig det modsatte, så kunne ingen i hvert fald bebrejde mig for at have cyklet ned af den. Det gik også helt fint, men da jeg skulle tilbage samme vej, så jeg et stort skilt, der temmelig tydeligt signalerede at hverken gående eller cyklende individer måtte fortsætte denne vej.
Nå. Men tilbage igen med mig, og videre den modsatte vej. Her lå (eller ligger går jeg ud fra) nogle beboelses huse, og jeg tænkte at man da ikke kunne forbyde disse mennesker at cykle fra deres hjem, og at det derfor måtte være muligt på en nogenlunde fornuftig måde at komme ud af dette område på en sådan anordning. Og det var det. Da jeg fortsatte svingede vejen til højre langs fjorden, og det var bare at fortsætte. På vejen kom der en lille sidevej, og jeg overvejede om det var bedst at fortsætte op her. Ved denne nærmere eftertanke så var der faktisk et "dead-end" skilt. Men på det tidspunkt jeg tænkte ikke over nogle blinde veje, for jeg havde fået eventyr-blod på tanden, og fortsatte ud af noget cykelsti lignede noget, ved det det jeg regnede ud var den lille bådhavn. Her foreslog min mor engang at vi skulle gå ned på min fødselsdag (ja, nærmest alt er lukket på min fødselsdag).
Ret hurtig kom jeg til en bro af en art, der gik over nedfarten til tunnelen. Det var sådan helt nervepirrende at stå der, når tunge lastbiler og andet drønede forbi lige under en. Men jeg fortsatte færden ud af stien, der kom ind mellem nogle træer med konstant dalende blade. Det var lidt ligsom når man om foråret står ved et af de der træer, hvor det ligner at der sner med hvid-lyserøde blomsterblade - bare efterårsversionen.
Denne sti fortsatte ud forbi bl.a. den plads, hvor der ligger en masse store cementrør på rad og række, bare bagsiden af hvor man plejer at se dem fra. Her efter gik turen gennem endnu et beboelsesområde, og ned under den store vej. Og mens jeg overvejede det faktum at jeg både var cyklet over og under den samme vej, kom jeg igen ud på velkendt land.
Og min fortælling slutter mens jeg cyklede op ad en sådan velkendt vej, konstaterende at den kineser-buffet jeg havde snakket om tidligere i dag og et stort glas vand ville gøre underværker, samt at mine ben var totalt røde og kolde, under mine regnvåde sorte strømpebukser - et rigtigt november-scenario.
Jeg havde et "ærinde" - jeg vil ikke komme nærmere ind på det, da visse sarte forældre ører (eller rettere sagt øjne) kunne finde på at indtaste www.frugthave.blogspot.dk på deres vidunderlige computer i denne hemmelighedsfulde tid). I hvert fald var jeg cyklet ned af en vej, som jeg ikke var helt 100 på at jeg måtte cykle ned af. Men, tænkte jeg, da der ikke var noget skilt der fortalte mig det modsatte, så kunne ingen i hvert fald bebrejde mig for at have cyklet ned af den. Det gik også helt fint, men da jeg skulle tilbage samme vej, så jeg et stort skilt, der temmelig tydeligt signalerede at hverken gående eller cyklende individer måtte fortsætte denne vej.
Nå. Men tilbage igen med mig, og videre den modsatte vej. Her lå (eller ligger går jeg ud fra) nogle beboelses huse, og jeg tænkte at man da ikke kunne forbyde disse mennesker at cykle fra deres hjem, og at det derfor måtte være muligt på en nogenlunde fornuftig måde at komme ud af dette område på en sådan anordning. Og det var det. Da jeg fortsatte svingede vejen til højre langs fjorden, og det var bare at fortsætte. På vejen kom der en lille sidevej, og jeg overvejede om det var bedst at fortsætte op her. Ved denne nærmere eftertanke så var der faktisk et "dead-end" skilt. Men på det tidspunkt jeg tænkte ikke over nogle blinde veje, for jeg havde fået eventyr-blod på tanden, og fortsatte ud af noget cykelsti lignede noget, ved det det jeg regnede ud var den lille bådhavn. Her foreslog min mor engang at vi skulle gå ned på min fødselsdag (ja, nærmest alt er lukket på min fødselsdag).
Ret hurtig kom jeg til en bro af en art, der gik over nedfarten til tunnelen. Det var sådan helt nervepirrende at stå der, når tunge lastbiler og andet drønede forbi lige under en. Men jeg fortsatte færden ud af stien, der kom ind mellem nogle træer med konstant dalende blade. Det var lidt ligsom når man om foråret står ved et af de der træer, hvor det ligner at der sner med hvid-lyserøde blomsterblade - bare efterårsversionen.
Denne sti fortsatte ud forbi bl.a. den plads, hvor der ligger en masse store cementrør på rad og række, bare bagsiden af hvor man plejer at se dem fra. Her efter gik turen gennem endnu et beboelsesområde, og ned under den store vej. Og mens jeg overvejede det faktum at jeg både var cyklet over og under den samme vej, kom jeg igen ud på velkendt land.
Og min fortælling slutter mens jeg cyklede op ad en sådan velkendt vej, konstaterende at den kineser-buffet jeg havde snakket om tidligere i dag og et stort glas vand ville gøre underværker, samt at mine ben var totalt røde og kolde, under mine regnvåde sorte strømpebukser - et rigtigt november-scenario.
(Mit kamera var ikke så effektivt til at fange dalende blade, så det overlader jeg til din fantasi)
Cementrørnes bagside
Et skilt der passer mig noget mere end dets modstykke - i hvert fald lige i det her tilfælde...
Den deeeeejligste blog! Sådan noget eventyr må vi altså snart have gang i!
SvarSlet