Julens ankomst på Nørresundby torv

I september (for oceaner af tid siden) skrev jeg et indlæg, som bl.a. indeholdt efterårets ankomst på Nørresundby torv. Nu vil jeg lave noget tilsvarende bare i juleversionen. Der ser nemlig helt jule-agtigt ud, og juletræet står bare og venter på at blive tændt. Det første der slog mig, da jeg stod der var, at det virkelig er oceaner af tid siden jeg stod på torvet og fotograferede visne blade. Det er helt vildt som tiden er fløjet af sted siden da, og at der allerede er gået næsten et halvt år siden jeg startede på gymnasiet i august. Et halvt år ud af tre - en hel sjettedel. Og jeg er knapt nok gået i gang. Det kan faktisk godt virke en smule stressende, når man sådan kommer til at tænke på det. Og lidt sørgeligt at det hele forsvinder før man egentlig opdager at det har været der...

Men i hvert fald så skulle dette virke som noget, der kan få julehumøret i vejret. Det står nemmelig heller ikke så godt til med det lige for tiden, hvilket nok hænger sammen med, at jeg knapt kan fatte at det er december lige om lidt.

Nørresundby torv er nemlig pyntet med lyskæder i træerne, som lyser op i det tidlige mærke, og hvert et butiksvindue er dekreret med nisser, julekugler, lyse osv..

Og det skader jo heller ikke at det har sneet næsten hele dagen i dag...

Daylight's gone and we wanna go home

Da jeg skulle til at cykle hjem lidt over fire, efter at vi havde fået fri, kom jeg i tanke om denne sang, der passede så glimrende til lejligheden. Katrine, som jeg fulget et stykke med, synes at at den var helt perfekt. I hvert fald lige det stykke, som over skriften udgør. Godt nok synger de vist "come" og ikke "gone", men hva' fanden...
Sagen, "Banna Boat Song", får I her:

Varmluftballoner

I dag havde vi en fysiktime af den slags, som gør mig helt sikker på at jeg skal have fysik på A niveau.

Vi gav de balloner i havde lavet i den forrige befriende øvelses-time det sidste touch, og testede om vi kunne få dem til at flyve. Sidste gang ødelagde mig og mit team to balloner ved uheldig brug af en slags hårtørrer til fysik brug, som vi skulle "lime" de tynde plastikposer sammen med. Jeg fik også ved denne lejlighed brædt et dejligt lille hul i mit penalhus, for at det ikke skal være løgn.

Men det var denne time der skulle skrives om.

Vores ballon var skyld i to ud af de fire ild-uheld der skete - men dog også de to mindst alvorlige. Her faldt bare lidt brændende vat ned på gulvet, og det blev lynhurtigt trampet ud af henholdsvis mig og Annikas skosåler.

Og vores ballon kom op at flyve, selv med op til flere papirklips på, og ja, det var en ren fryd! Jeg havde tænkt mig at lægge en video ud der viser det flyvende vidunder, og også et par billeder af opsættelsen, men det er de andre i gruppen der er i besiddelse af dem ind til videre, sååååå.....

Men for nogle af de andre gik det mere galt. En gruppe havde stilt sin ballon på kurven, med sprit og vat og ild og det hele, for at se om den ville lette, når luften i ballonen var ordentligt opvarmet. Den lettede ikke, og snart smeltede hele ballonen - den ligsom bare krympede sammen (en scene der mindede forfærdeligt meget om episoden med ballon nr. 2 fra sidste uge), og hele mulleviten blev til en brændende bunke, som de så fik skubbet ned på gulvet. Her prøvede modige Vihn at stampe flammerne ud, hvilket resulterede i en lettere brænd i hans converse. Tilsidst havde min lærer åndsnærvær nok til at stikke dem en fejebakke, så de kunne få det samlet op, med det efterlod dog et pænt brændmærke i gulvet.

Den fjerde ulykke med ild var, da en ballon i den grad lettede, og fes op  i taget, fordi at hende der først holdt i den ikke greb den i tide. Hun hoppede selvfølgelig op og greb den, hvilket resulterede i at brændslet faldt på gulvet - det har ikke været den fedeste dag for gulvet, i hvert fald ikke hvis det ikke synes at et par brændmærker virker coolt.

Men vi fik grinet, og forberedt os på, at næste gang gå i gang med at regne på hvordan det hele kan passe ind i den teori vi i forvejen har udledt, omkring tyngekraft, opdrift og hvad der hører med til det...

Jeg regner med at forsiden til den næste rapport vil indeholde dette billede... 

Tillykke Amalie!!!!!!!!!

Her er en sidste gave til fødselsdagsbarnet.
Et særligt tak til bl.a. Johanna for strålende filmning, Victor for gavmildt lån af værktøj og til mor for jordforbindelse og tidsfornemmelse.
Vær så god!

Hund

Dette indlæg kommer hovedsaglig til at handle om min hund - bare så I er forberedte...!

Min huns pels var, hvis man ser sig lidt tilbage én stor uldklump. Det sjove var at det øverste var helt pænt, men det neden under føltes som noget der var blevet filtet. Men min elskede mormor forbarmede sig over dyret, og tog det til hundefrisør (...), for at der kunne blive sat lidt skik på det. Det eneste, går jeg ud fra, som den stakkel hundefrisør kunne gøre, var, at give det arme kræ et meget karseklippet look, dog kunne hun rede hovedet og det meste af benene, med en nogenlunde længde, men kroppens pels er blevet så kort, at dyret på afstand ser helt skaldet ud... Det værste er dog, at vovsen, der i forvejen ikke ligefrem er nogen polarhund, er blevet så korthåret at det er umuligt for den at holde varmen. Det resulterede i at vi var nødt til at købe en af de der åndsvage hunde-jakker til den. Som min mormor påpegede, så er der mange hunder der får halsbetændelse når det bliver vinter og koldt. Og ja, jeg vi da selvfølgelig hellere have en hund i jakke, end en syg hund, men man føler sig alligevel noget til grin, når man går med sin lille jakkeklædte fimse-hund med en noget eksperimentel klipning...

Da jeg ikke vil belemre jer med et billede af min elskede lille vov-hund, så får i lige min aktuelle skrivebordsbagrund, som livs-krydderi for jeres øjne.

Billedet her har jeg taget i en lift, da jeg var i Nordsverige sidste sommer.

 

November-eventyr

Eventyr og eventyr, men iklædt min gamle Obama-T-shirt var jeg i hvert fald (jeg har den ikke på så voldsomt ofte, men når der er valg, og en  man kunne finde på at hænge op ude på lokummet, kan risikere at vinde, så sker det). Det foregik skam også i noget gråt og regnende november-vejr.
Jeg havde et "ærinde" - jeg vil ikke komme nærmere ind på det, da visse sarte forældre ører (eller rettere sagt øjne) kunne finde på at indtaste www.frugthave.blogspot.dk på deres vidunderlige computer i denne hemmelighedsfulde tid). I hvert fald var jeg cyklet ned af en vej, som jeg ikke var helt 100 på at jeg måtte cykle ned af. Men, tænkte jeg, da der ikke var noget skilt der fortalte mig det modsatte, så kunne ingen i hvert fald bebrejde mig for at have cyklet ned af den. Det gik også helt fint, men da jeg skulle tilbage samme vej, så jeg et stort skilt, der temmelig tydeligt signalerede at hverken gående eller cyklende individer måtte fortsætte denne vej.
Nå. Men tilbage igen med mig, og videre den modsatte vej. Her lå (eller ligger går jeg ud fra) nogle beboelses huse, og jeg tænkte at man da ikke kunne forbyde disse mennesker at cykle fra deres hjem, og at det derfor måtte være muligt på en nogenlunde fornuftig måde at komme ud af dette område på en sådan anordning. Og det var det. Da jeg fortsatte svingede vejen til højre langs fjorden, og det var bare at fortsætte. På vejen kom der en lille sidevej, og jeg overvejede om det var bedst at fortsætte op her. Ved denne nærmere eftertanke så var der faktisk et "dead-end" skilt. Men på det tidspunkt jeg tænkte ikke over nogle blinde veje, for jeg havde fået eventyr-blod på tanden, og fortsatte ud af noget cykelsti lignede noget, ved det det jeg regnede ud var den lille bådhavn. Her foreslog min mor engang at vi skulle gå ned på min fødselsdag (ja, nærmest alt er lukket på min fødselsdag).
Ret hurtig kom jeg til en bro af en art, der gik over nedfarten til tunnelen. Det var sådan helt nervepirrende at stå der, når tunge lastbiler og andet drønede forbi lige under en. Men jeg fortsatte færden ud af stien, der kom ind mellem nogle træer med konstant dalende blade. Det var lidt ligsom når man om foråret står ved et af de der træer, hvor det ligner at der sner med hvid-lyserøde blomsterblade - bare efterårsversionen.
Denne sti fortsatte ud forbi bl.a. den plads, hvor der ligger en masse store cementrør på rad og række, bare bagsiden af hvor man plejer at se dem fra. Her efter gik turen gennem endnu et beboelsesområde, og ned under den store vej. Og mens jeg overvejede det faktum at jeg både var cyklet over og under den samme vej, kom jeg igen ud på velkendt land.
Og min fortælling slutter mens jeg cyklede op ad en sådan velkendt vej, konstaterende at den kineser-buffet jeg havde snakket om tidligere i dag og et stort glas vand ville gøre underværker, samt at mine ben var totalt røde og kolde, under mine regnvåde sorte strømpebukser - et rigtigt november-scenario.

 

(Mit kamera var ikke så effektivt til at fange dalende blade, så det overlader jeg til din fantasi)

Cementrørnes bagside

Et skilt der passer mig noget mere end dets modstykke - i hvert fald lige i det her tilfælde...

 

Over-gaffatapet, overskud og andre overvejelser

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg skrev nogle begavede ord herinde sidst, men det er der altså ikke noget at køre ved. Overskud er en mangelvare, og den må disponeres rigtigt. F.eks. blev der overskud nok i morges til at gå i skole, hvilket der gerne må være overskud til flere gange. Min plan er at lige så stille vænne mig til at kunne gå i skole de fleste morgner, når jeg ikke kan cykle mere pga. alt den sne der sikkert kommer i år. Det glæder jeg mig faktisk til.
Men med hensyn til at cykle i skole, så blev det i går gjort med et ekstra twist. Da min egen cykel ikke har det så godt i øjeblikket, bruger jeg min mors/ min fars, hvilken jeg så kom til at ødelægge en lille smule. Eller, det var ikke mig der gjorde at den væltede, men alligevel. Derfor var mig og far ude og fikse den med noget gaffatape, og da far spurgte mig om det egentlig var pinligt, eller en smule sejt, svarede jeg, synes jeg selv, ret godt; "Det er en hårfin grænse".
Egentlig har jeg altid, eller i hvert fald længe, syntes at gaffatape er noget opreklameret stads. Efter et par kvikke bemærkninger i diverse tegnefilm m.v., blev det pludselig til den sjoveste "sandhed" at hvad der ikke kan laves med gaffatape, kan slet ikke laves. Lige sådan en ting som sådan en som mig tager afstand fra. Men nu må jeg godt nok erkende, at jeg faktisk cyklede i skole med gaffatape på skærmene.
Det er faktisk meget sjovt med mig når man tænker nærmere over det. Et eksempel kan være at jeg altid både er ældst og yngst. I familiens skød har jeg altid været den ældste (af min generation altså). Men både i folkeskolen og nu er jeg klart den yngste i klassen (nu mere end dengang). Ikke fordi at det gør nogen synderlig forskel, men kan dog argumentere for at det bare vidner om at jeg kan følge med på et mindst lige så højt intellektuelt nievu som ældre folk ed mig, Men det er nu aligevel pudsigt, selvom at det giver fuldt logisk mening. Men det skulle ikke undre mig hvis jeg var den yngste kat på hele etablissementet.
Det egentlige og vigtige problem er snaree alle de valg man er nødt til at træffe, eller snarere alle de valg man ikke alle kan træffe. Så var det altså nemmere i folkeskolens sorgløse tid - okay, måske ikke helt sorgløse, men trods alt enkle tid.
Og så er det blevet november - den sidste efterårsmåned. Faktsisk så lavede jeg matematikaflevering ind i november - en ret fin detalje. Hold op hvor er det gået hurtigt!
Tre usammenhængende sætninger som nu bliver til fire. Det blev efterhånden til en del ord.