Suk...

De øjeblikke hvor man har gjort noget mystisk, så halvdelen af ens matematikaflevering er forsvundet, og ens forældre svarer "nu igen", når man fortæller dem om sin krisesituation. For noget lignede skete med den halvfærdige kemirapport, en anden matematik aflevering, en samfundsfagsprøve (der heldigvis blev fundet bag efter) og muligvis flere - det har jeg ærligt talt ikke styr på...!

Og så sidder man så der, og prøver at tage sig sammen til at gå i gang med den igen, men har ikke rigtigt ork, fordi at man hader at lave det samme om igen, og fordi at man inderst inde nærrer et spinkelt håb om at det hele vil dukke op igen på en eller anden måde.

Og hvad gør man så? - jo, man skriver om det på sin forsømte blog, og kalder indlæget for "suk", fordi at det er lige netop den følelse man har på det givne tidspunkt.

Suk...