Klumpedunse på cykeltur

En lille historie:

I dag efter en lang hård dag, og lige efter en fysiktime omkring tryk, skulle jeg så cykle hjem.

Det lyder jo meget normalt, men det bliver vildere...!

Da jeg skulle trække min cykel, skulle jeg af en lille kant (som en kantsten) - hvor galt kan det gå? - meget. På en eller anden måde fik jeg drejet cyklen for meget, så den stod på tværs foran mig, og jeg gik lige ind i den, så den vælter. Denne episode bliver voldsomt forværret af, at min far nu går og sukker over, at oversiden af den ene cykellygte mangler - den bedste vi nogensinde har haft, som han siger. Der var heldigvis ikke så mange andre lige der, kun en der hedder Katrine, fra min klasse, og en anden pige, der sammen med os andre fandt det meget morsomt. Herefter blev det lidt besværligt, da hun skulle forbi os, og Katrine og jeg går til hver sin side - nå, men det er en anden sag. Vi cyklede nu afsted, og alt virkede fint, men så kommer vi til et kryds hvor vi skal til venstre. Ved krydset står to drenge fra min klasse, som jeg så siger "vi ses" til. Men i al hast, glemmte jeg at række hånden ud når jeg svingede, og som det trafiksikre menneske jeg er, rækker jeg venstre lab ud, midt ude på vejen. Jeg kan stadig ikke gætte hvad der skete, men på en eller anden måde, fik jeg stoppet cyklen, stadig midt ude på vejen, og dunkede hele mit luksus-legme lige inde i stangen som styret sidder på, hvilket giver mig temmelig megen smerte ved de ædlere dele (det gør stadig ondt...), hvilket jeg selvfølgelig ikke lader mig mærke med. Det hele mens alle stod og så på. Jeg måte nærmest halte hen til kantstenen, hvor jeg måtte stå og vente i evigheder på Katrine, der var fanget på den anden side, og ikke kunne komme over for alle de biler, der lige pludselig skulle forbi.

Nå nå, derefter gik det hjemad uden flere ulykker.