Hundeparken, eller hvad den nu hedder, er et indhegnet område hvor man kan tage sin firbenede ven (til de mindre Sherlock-Holmes-agtige: sin hund) og lande den løbe frit rundt med nogle artsfæller (igen: hunde).
Vovsen er vild med at løbe sindsygt omkring og snakke lidt med de andre hunde, men det forholder sig sådan at jeg ikke lige ved hvad jeg skal sige til de andre hundeejere, når udvekslingen af race, alder og køn (af hunden) er overstået. Derfor er jeg ikke så vild med at gå hen til "samlings-bænken", og sludre lidt. D.v.s. at jeg går rundt i den anden ende af området, og virker meget mærkelig og asocial. Ikke just optimalt.
Da jeg sagde at min hund var vild med det, var det en overdrivelse. Nogle gange er hun det, men hun er også mindre udadvendt end de andre dyr, mens de andre spæner hen for at hilse på et nyt kræ, holder mit kræ sig i baggrunden. Jeg tror faktisk at hun er mere til mennesker end til hunde. Hun hilser gerne meget energisk på en hver person, men hunder er hun ikke altid lige vilde med. Nogle gange vil hun gerne hilse på dem, men helst i selskab med et menneske hun kender. Derfor holdt hun sig også i nærheden af mig, og dermed på afstand af de andre hunde (bortset fra når de kom og prøvede at hilse på hende), hvilket fik mig til ikke blot at føle mig mærkelig og asocial, men også gav mig dårlig samvittighed overfor Laika.
Livet er sommetider meget hårdt og besværligt!
- men udover det er hundeparken altid et besøg værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar